Vandrefortællinger fra Øhavet

Langs Øhavsstien er der blevet opstillet 40 skilte, med dertilhørende 40 lydfortællinger, der tilsammen danner et nyt historisk lag på Øhavsstien.

Du får mulighed for at komme tæt på både fortidens og nutidens liv langs ruten. Vandre- og kulturoplevelsen smelter sammen og gør historien vedkommende på en ny måde. Mens du går mod næste Øhavs-skilt, kan du få historikere, arkæologer og lokale fortællere i ørerne. Et lydunivers med 40 historier, hvoraf de 10 er i Svendborg kommune, giver vandrerne mulighed for yderligere fordybelse i de kulturhistoriske fortællinger. 

Fra Præstens Skov er der en fantastisk udsigt over Øhavet. Fra kaffepletten kan du se ud på bl.a. Skarø og Drejø. Småøerne har dannet rammen om et særligt liv og stærke fællesskaber. Det fandt præsten Jacob Christensen ud af på den hårde måde.

Han flyttede i 1788 til Drejø. Han var den nye sognepræst for øsognet, der dengang talte Drejø, Skarø, Hjortø og Birkholm. Der boede 400 mennesker i sognet. Sognets kirke og kirkegård lå på hovedøen Drejø, så både levende og døde øboer måtte regelmæssigt krydse Øhavet i deres smakker, små åbne både.

Jacob Christensen var en forandringens mand. Han ville modernisere landbruget og opløse landsbyfællesskabet. Han krævede flere penge i løn og brød med sædvanen på en lang række områder. Det blev for meget for bønderne. Under ledelse af deres oldermand, Niels Rasmussen, gjorde de modstand. De frøs præsten ude af øens fællesskab. De vedtog, at ingen måtte tale med dem fra præstens husholdning, give almisser i kirken eller sejle for dem. Denne isolation kan også ses i kirkebogen. 15. juni 1791 lod Jacob Christensen og hustruen Margrethe Christensdatter deres første søn døbe i Drejø Kirke. Fadderne var udelukkende udenøs.

Slagsmål på præstegården

Konflikten spidsede til i 1792 og endte i decideret håndgemæng, hvor skældsordene føg. Oldermanden sagde til præsten: ”Faer! I giør som en Skiælm, og som et Skarn, det siger jeg for Gud og hver Mand...du er en Kieltring og grøn Landløber”. I en tid med store standsforskelle var det uhørt. Præstens modsvar var snedigt. Han hev øboerne i retten på Fyn midt i høsten. Det kunne øboerne ikke holde til, så de indgik forlig.

Det er usikkert, om forholdet mellem præsten og øboerne blev bedre efter retssagen. Til dåben af Christensens datter 1. advent 1793 var fadderne udelukkende lokale øboer. Så måske fik de et tættere forhold. Christensen fik et dog et nyt præstekald i 1797, og flyttede fra øboerne til Ollerup-Kirkeby pastorat. Historien fortæller os, at øboernes fællesskab var stærkt, og at man nødigt skulle ende på den forkerte side af fællesskabet. Som øboerne selv sagde, så var byens lov over kongens lov – der gjaldt med andre ord andre regler i Øhavet.

Marius Jantzen blev født 12. april 1851 i Odense. Marius’ far var skovvogter ved Valdemars Slot og Jantzen tilbragte derfor en stor del af sin barndom på Tåsinge, bl.a. her i Lundby. Som ung flyttede han tilbage til Odense for at gå i lære som sadelmager. Efter endt uddannelse rejste han til Tyskland for at finde arbejde. Her fik han sit første møde med den socialistiske arbejderbevægelse. Da han vendte hjem til Danmark i starten af 1870’erne, blev han aktiv i den tidlige danske arbejderbevægelse. Han skrev digte og sange til bevægelsen og udgav bogen "Socialistiske Sange og Digte" i 1872.

Flugten til Norge

Den danske arbejderbevægelse blev forfulgt. Ledelsen blev anholdt og bevægelsen forbudt. I 1873 forlod Jantzen Danmark og rejste til Oslo. I september stod han sammen med to nordmænd bag det første socialistiske parti i Norge. Han blev særligt central i en række store møder i Oslo, der bragte arbejderspørgsmålet på toppen af den norske dagsorden. Det gik ikke fredeligt for sig. Til et stort socialistisk fællesmøde med over 500 deltagende blev Jantzen truet med tæsk, og han måtte flygte ud gennem en bagdør.

Efter 8 års kamp for en norsk socialistisk bevægelse rejste Jantzen og flere af de andre partistiftere i 1881 til USA. Her bosatte han sig i Chicago og blev ansat på avisen "Den nye Tid". I 1893 flyttede han til Texas, hvor han etablerede sig som forretningsmand. Forretningen gjorde det økonomisk muligt for Jantzen at rejse til Europa.

Da han i 1906 kom tilbage til Tåsinge, kom Marius Jantzen hurtigt i konflikt med de lokale myndigheder. Den nu 55-årige socialist og berejste mand viste sig meget kritisk over for de sociale forhold og den magt, som herregården Valdemars Slot stadig sad tungt på. Chokeret over Tåsinges tilbageståenhed udgav han bogen "Under Administration", der bag en skønlitterær maske stærkt kritisk fortæller om livet på Tåsinge i starten af 1900-tallet. Efter udgivelsen af bogen i Norge, drog Jantzen i 1908 tilbage til USA. Her tilbragte han resten af sine levedage og døde i 1924 i Californien.

I dag huskes han i Norge som en af arbejderbevægelsens stiftere og har en plads opkaldt efter sig i Oslo.

Rensningsanlægget blev grundlagt efter store problemer med forureningen i Svendborgsund og udgør en mindre revolution i synet på naturen.

Badetur nej tak

Fra byens grundlæggelse i middelalderen og frem til 1970’erne var Svendborgsund en losseplads. Rendestenene førte ud til Svendborgsund og byens dagsrenovation, industriaffald og skrald endte ofte i vandet. Da byen var lille var forureningsproblemet ikke så stort. I takt med at byen voksede, blev omfanget større. Under industrialiseringen begyndte byens fabrikker at lede affald direkte ud i Svendborgsund. Fra slagterierne flød tarme, kødstykker og blod ud i havnen. Byens kotillonfabrik lukkede farver og papirrester ud i vandet.

Der kom flere mennesker og flere huse. Husene fik private kloakker, der gik direkte ud i vandet. En avisartikel fra 1971 anslog var der var 15.000 toiletter i byen. De ledte alle en lind strøm af menneskelig afføring direkte ud i Sundet. Vandet var ikke længere blåt og klart. Det var mørkt, og flere steder var vandoverfladen dækket af lortegrød og slam.

Bunden var klæbrig, og Sundet blev kaldt for en lorteå. Badeanstalterne, der før havde ligget tæt langs Sundet, blev forladt – man måtte ikke længere bade i det skidne vand, der var fyldt med tungmetaller. Badende kunne få betændelse og eksem. Ålene var til gengæld store og fede, men mange andre fisk forsvandt og tæppet af tang på havbunden visnede.

Kratluskerne

Forureningen førte i 1971 til en ophedet debat. En gruppe miljøaktivister, Kratluskerne, satte sig for at dokumentere forureningen med bundprøver og observationer. Avisen skrev om forureningen stort set dagligt. Presset virkede. Svendborg Kommune afsatte i 1971 flere millioner til rensning af Svendborgsund. Det var langt fra nok. Det var først i 1990, og efter en samlet investering på 120 millioner kroner, at Svendborgsund begyndte at blive ren igen. Alle spildevandsledningerne blev samlet og spildevandet renset ved Egsmade Rensningsanlæg.