Mærk naturen og dig selv på Øhavsstien

Foto: Knud Mortensen

Få Ninas tips til vandring på Øhavsstien. Barndommens minder fra familiens sejlbåd i det Sydfynske Øhav trak for 9 år siden Nina Brandt Jacobsen fra København til Fyn - tilbage til den dragende natur, som også er blevet en stor del af hendes arbejdsliv indenfor outdoor- og naturturisme.

Hvad er det særlige ved at vandre på Øhavsstien?

- Det er ganske specielt at vandre i et oversvømmet istidslandskab, som Øhavet er. Det er et unikt sted i Europa. Her kan du finde enormt meget ro og sjælefred, selvom du er i et relativt tætbefolket landskab. Du kommer tæt på vandet, overdrev og herregårdsskove – og der er en fantastisk variation af landskab og indtryk.

Modsat mange af de populære vandrestier, så har du Øhavsstien meget for dig selv. Distancen på de 220 km gør, at der er plads og luft til, at du kan opleve den fred indeni, som mange søger gennem unikke naturoplever og vandring.

Derudover er det helt særligt, at Øhavsstien tager dig over ø og vand, samt at den er meget væk fra asfaltvejene - modsat andre danske vandrestier. Underlaget har en stor påvirkning af knæ og kroppen generelt, så på den måde er ruten skånsom, selvom stiens slogan er ”hård men hyggelig”. Øhavsstien er stadig fysisk udfordrende.

Hvor er din favoritspot på den 220 km lange rute?

- Der er mange! Jeg elsker at vandre ad Øhavsstien på Ærø. Det er helt fantastisk at opleve ø-stemningen derovre – og denne del af ruten er helt ideel til en weekendtur.

Også Svanninge bakker er noget særlig med de flotte udsigtspunkter over Øhavet og de smukke bakkelandskaber. Strækningen fra Lohals til Rudkøbing er igen helt speciel, fordi du går langs kysten næsten hele tiden, kan se mod Fyn og opleve variationen i naturen på Langeland.

vandring på Øhavsstien

Foto:Nina Brandt Jacobsen

Kort om Nina Brandt Jacobsen, 48 år:

  • Har vandret i mere end tyve år og kender Øhavsstien som sin egen bukselomme.
  • Ph.d., samt konsulent inden for outdoor-& naturturisme.
  • Har tidligere været vandreguide hos Topas Rejser og Aktiv Øhav

Hvordan skal jeg gribe en tur på Øhavsstien an, hvis jeg aldrig har vandret før?

- Et godt sted at starte er at købe guidebogen om ”Øhavsstien”, som de sydfynske turistbureauer sælger. Deri er der forslag til dagsetaper, som du kan starte ud med.

Det er en god idé at begynde med en etape, hvor du kan tage bussen ud og så vandre hjem. Det er vigtigt at få en god oplevelse af at komme hjem til dit udgangspunkt, især hvis du vandrer med børn.

I slutningen af turen, er der altid mindre overskud – og så er det rart bare at være hjemme, fremfor at skulle vente på offentlig transport eller koordinere afhentning.

Hvor kan jeg overnatte undervejs på ”Øhavsstien”?

- Først skal du gøre dig klart, hvilken form for overnatning, du går efter. Du kan sagtens vandre med telt, liggeunderlag og sovepose og finde gode teltpladser langs ruten. Men det kan godt anbefales at booke hjemmefra. Særligt med børn må du ikke satse på, at naturlejrpladsen er ledig for natten, eller at der er plads på campingpladsen.

Der er også mange gode muligheder for overnatning på Bed & Breakfast. Personligt synes jeg, det er rart at komme frem til en redt seng, så jeg ikke skal slæbe rundt på min sovepose og mit underlag. Det kan hurtigt blive tungt at bære – særligt for børnene. Så gør det heller ikke så meget, hvis man render ind i en regnbyge, hvis man ved, at man kommer frem til et sted, hvor ens tøj og sko kan tørre.

En anden mulighed er at booke en pakkeløsning hos en af de dygtige turoperatører - så er der sørget for det hele.

vandreture

Eventyret starter med 1 skridt

Foto: Kasper Andersen

Hvad er din mest særlige oplevelse med vandring på Øhavsstien?

- Jeg har haft rigtig mange! Men det må være Ærø; det at vandre fra Marstal til Ærøskøbing, spise skøn mad og nyde en god overnatning og så tage videre til Søby, køre med de gratis busser til Ærøskøbing for at tage færgen til Svendborg med mange gode kilometer i benene. Jeg elsker ganske enkelt den rute – og det er klart den, jeg har taget flest gange. Jeg bliver aldrig træt af den.

Jeg har også haft flere grupper af kvinder fra hele Danmark med på guidede vandreture på Øhavsstien. At opleve deres forundring og begejstring over, at vi har sådan en perle af et øhav lige i midten af Danmark, så bliver jeg faktisk helt stolt. Senere har jeg mødt nogle af dem, som har købt sommerhus eller planlægger at flytte herned, fordi de har forelsket sig i området.

natur

Foto:Knud Mortensen

Hvordan kan jeg lokke børnene med på vandretur?

- Jeg tager i øjeblikket Øhavsstien i etaper med min søn på 14 år. Alt over 10 km føles langt for ham, og sådan er det, når man har børn med – der er det vigtigt at tage det i deres tempo. Det gode er, at hvis man pakker rygsækken med snacks, en god madpakke og måske kakaopulver og en primus til at koge vand på - så går det faktisk ret godt.

På vandreturene er der grundlag for mange gode snakke, fordi man bevæger sig langsomt. Sidst vi var afsted talte min søn nærmest uafbrudt i to timer. Vandring er på den måde en enormt nærværende familieoplevelse.

Familie på tur

Foto:Kasper Andersen

Gode råd til vandring med børn

  • Sørg for at afklare, hvad succeskriteriet for turen er: Handler det om motion – eller er det hygge og samvær, der er i højsædet? Det sidste fungerer klart bedst med børn.
  • Tag børnene med i planlægningsfasen. Lige fra hvor turen skal gå hen - til hvad jeres ”trailmix” (nøddeblanding) skal bestå af. Snacks er et megavigtigt element på vandreture med børn.
  • Slå din tracker på telefonen til, så børnene kan prale med, hvor langt de har gået. Husk at stoppe tiden, når I holder pause. Så kan I både se tid og distance.
  • Børn kan komme med på vandretur fra de kan sidde i en bæresele eller en babyjogger. Det er dog mest fornøjeligt fra, de er omkring 7 år. Der kan de komme med ud på dagsture udstyret med deres egen lille rygsæk.
  • Vil I have børnene med ud på længere vandreture, så kan det være en god idé at booke faste overnatninger, så I ikke skal have så meget udstyr med på slæb.
  • Sørg for at tage af sted med det rette udstyr: Fodtøj, der er gået til. En god rygsæk, der er passer til behovet, ryggen og vejret. Vanddunk, regnslag, solbriller, solcreme, hæfteplaster, kasket og en let uldtrøje. Så er I godt rustet.
Vandring

5 gode råd til vandreturen

Foto: VisitFyn