Danmarks Forsorgsmuseum
I 2024 markerede Danmarks Forsorgsmuseum 50-året for, hvornår fattiggården lukkede. Den var i drift fra 1872 til 1974
Fattiggården i Svendborg blev opført i 1872 under navnet ‘Svendborg Kiøbstads Fattig- og Arbejdsanstalt’. Det var en moderne institution på sin tid, designet til dem, der ikke kunne klare sig selv, eller som blev anset for at have behov for genopdragelse.
De mennesker, som opsøgte Fattiggården og fik hjælp på anstalten, betalte for hjælpen med deres frihed og deres borgerrettigheder. Hver eneste dag skulle de udføre fysisk krævende arbejde. Til gengæld fik de en seng at sove i, mad tre gange om dagen, regelmæssige bade og adgang til sygepleje. Byens bedre borgerskab var stolte af den nye anstalt. Her var indlagt vand og varme, og stedet havde egen badeanstalt. Fattiggården rummede vaskerum, sovesale, lejligheder til de ansatte og to isolationsceller til de fattiglemmer, der forbrød sig mod anstaltens udførlige ordensreglement.
©VisitSvendborgFoto:Søren Brønserud
Som tiden gik, blev fattiggårdens rammer forældede, og opfattelsen af anstalten forandredes. Fra at være et prestigeprojekt, som stolt blev vist frem, var der heftig debat om stedet i starten af 1970’erne.
Stedet var en nedslidt skamplet på byen. I 1974 lukkede Danmarks sidste fattiggård. Beboerne flyttede på plejehjem eller på Store Dannesbo Forsorgshjem.
Autentiske rammer
Museet overtog bygningerne i 1974. Det betyder, at du som gæst i dag kan gå rundt i de historiske rammer. Det er Nordens bedst bevarede fattiggård. Bygningerne, gårdene, måtteværkstedet, spisesalen, baderummet og vaskeriet står stort set som dengang, fattiggården lukkede i 1974. Der har altid været en stor have i tilknytning til stedet. Haven blev passet af de indlagte.
Nyttehaven
Nyttehaven var en vigtig og integreret del af fattiggården. De mange grøntsager blev brugt i køkkenet og indgik i de forskellige måltider. På den måde sparede fattiggården mange penge. I dag kan du også opleve haven, som fremstår så tæt på det oprindelige. I dag passes haven af de frivillige fra Museumshavens Venner.
Fattiggården for børn
På museet finder du "ANBRAGT", som er en udstilling specielt rettet mod børn i alderen 8-12 år. Udstillingen handler om børn, der er anbragt uden for hjemmet, enten i plejefamilier eller på børnehjem. Gennem interaktive elementer og film kan børn lære om livet som anbragt både i gamle dage og i dag. Udstillingen udforsker også fordomme og superkræfter og har referencer til kendte figurer som Harry Potter og Pippi Langstrømpe, der også lever uden deres forældre.