
Svendborgs bynære havne
Her får du det bedste af Svendborg – to havne midt i byen, hvor du kan nyde både sejlermiljø og sydfynsk købstadsidyl lige uden for skibssiden.
Når du lægger til i Svendborg Gæstehavn eller Svendborg Lystbådehavn, er det ikke bare en havn, du ankommer til – det er en levende købstad med sjæl, charme og adgang til det smukkeste øhav i Danmark. Her ligger du midt i det hele og alligevel tæt på roen.


Fra din båd har du kun få skridt til brostensbelagte gader, hyggelige caféer, specialbutikker og kultur. Du kan nyde en is på havnepromenaden, spise middag med udsigt til Sundet eller bare slentre en aftentur forbi de gamle træskibe og mærke havnens puls.


Svendborgs bynære havne gør det nemt at kombinere sejlerlivet med byens oplevelser – og nemt at tage på korte dagsture i Øhavet og vende “hjem” igen til faste rammer. Her får du det bedste af begge verdener: Det maritime, det lokale og det ægte Sydfyn.
Det skal du opleve, når du lægger til i Svendborg
Besøg også de andre havne i Svendborg
Skarø Havn
Fortøj midt i stilheden og mærk, hvordan roen sænker sig. På Skarø venter smuk natur, berømt is, lokale delikatesser og sommerens små musikoplevelser – alt sammen indrammet af den særlige ø-stemning, du kun finder her.
Drejø Havn
På Drejø møder du både fredelige badestrande, smuk natur og plads til leg og bevægelse. Tømmerflåden i havnen er et hit for både børn og badelystne voksne, og lige ved siden af finder du en stor lege- og motionsplads for alle aldre. Tag stien til Bækskilde og hop i fra badebroen – eller lej en cykel og gå på opdagelse i øens vilde, vestvendte klinter og trampestier.
Hjortø Havn
Fred, fugleliv og ø-idyl. På Hjortø finder du roen, som kun de mindste øer kan give. Her er få fastboende, masser af natur og et havnemiljø med plads til stilhed og nærvær. Læg til i det fredelige øhav og nyd en gåtur blandt blomstrende grøftekanter, fuglesang og et landskab, der inviterer til langsomhed.
Lundeborg Gl. Havn & Lystbådehavn
I Lundeborg Havn summer det af liv om sommeren – med musik, isboder, kunsthåndværk og hyggelige spisesteder. Hver fredag i juli er der gratis livekoncerter på “Smøgen”, og i nærheden venter både badestrand, skov og en stor naturlegeplads med vikingetema. En charmerende havn, hvor stemningen er lige så god som udsigten.