©  Foto:

Cykeltur: Det klukkende liv langs kysten

Turforslag : 44 km

Når du står på stranden og hører vandet klukke, kan du vælge at klukke med. Det er nemlig ren nydelse at se og høre bølgerne rulle ind og ud. Igen og igen. Udover fornøjelser har vandet givet mange brød på bordet, for hvor der er vand, er der liv. Det maritime liv, som har præget Sydfyn i flere århundreder, har været hårdt arbejde. Store træskibe, mindre skuder og joller har fragtet varer fra det sydfynske ud i verden. I dag er livet langs kysten mest præget af fritid, fornøjelser og forlystelser.

Fjællebroen Havn er et af talrige tidligere udskibningssteder langs den sydfynske kyst. Herfra blev der sat mange skibe i søen med kvæg, korn, frugt og tømmer fra sydfynske skove. Alt var lettere at fragte til vands end til lands. I dag er det hårde liv i havnen afløst at et lettere liv præget af fritidssejlere i deres lystbåde.

Ballen Havns historie begyndte i fordums tid som en lille havn, hvor lokale fiskere satte garn og liner ud og hev de daglige fisk op af havet. Det tidligere fi skerleje er i dag forvandlet til et fritidsområde med en lystbådehavn.

Svendborg by har mange havne. På cykelturen møder du flere lystbådehavne, tre færgelejer med flere daglige afgange til øer i Det Sydfynske Øhav, og en træbro som er øremærket gamle, bevaringsværdige træskibe. Det er muligt at parkere cyklen og blive en del af besætningen på et træskib for nogle timer eller flere dage. Havneområdet bruges også som start- og slutsted for store kapsejladser, og industrihavnen anløbes af nutidens fragtskibe fra alle verdensdele.

”Er du trist og har du sorg i sindet, så tag med mig ned til Lundeborg” hedder det i en populær sang af Ove Bager, forsanger i orkestret Fynsk Harmoniforvirring. Skov og strand, havn og vand, fiskerpige og fiskermand er der stadig i Lundeborg, men i dag er det dog mest lystbåde der lægger til kaj.