©  Foto:

Assistens Kirkegård

Kirkegård eller park - eller måske begge dele?

Det spørgsmål kan man godt stille om Assistens Kirkegården i Svendborg. Det første indtryk man får lige indenfor kirkegårdslågen er, at dette må være en park, men selvom man fremhæver det parkagtige, så er stedet først og fremmest en kirkegård, hvor den første begravelse fandt sted i 1821.

De første begravelser på den nyanlagte Assistent Kirkegård fandt sted på højen ud mod Valdemarsgade, men på et tidspunkt var også mulighederne for begravelse på denne nye kirkegård ved at være udtømte. Derfor er kirkegården flere gange blevet udvidet.

I 1896 blev der bygget et kapel på kirkegården, og i 1932 blev der under kapellet indrettet et krematorium. Kapellet gennemgik en større restaurering i 1985, og ved samme lejlighed blev der bygget et nyt krematorium i forbindelse med kapellet.

Læg mærke til:

Ved siden af kapellet ligger der 29 soldatergrave med hvert sit danske flag. i gravene ligger soldater, der var blevet såret i den slesvigske krig i 1864. De sårede soldater blev transporteret til lazaretter i Svendborg, hvor de døde.

På Assistens Kirkegård ligger mange kendte borgere fra Svendborg begravet, bl.a. byens æresborger, digteren Johannes Jørgensen og amtmand Brockenhuus Schack.