VisitSvendborg
Nyheder

8. okt. 2026

HØST skal skabe mere liv i Svendborg uden for sommersæsonen

Duften af bål ved sundet, livemusik i Pakhuset og møder med sydfynske fødevareproducenter. 

gårdbutik, vinter, svendborg
Foto: Katrine Stubager

I oktober samler konceptet HØST oplevelser i Svendborg og på Sydfyn med en ambition, der rækker ud over efterårsferien: Der skal være gode grunde til at besøge og bruge området hele året.

Svendborg Event & Turisme arbejder målrettet med at udvikle oplevelser uden for højsæsonen. Med midler fra Fonden for SJF Banken har organisationen nu sat en række aktiviteter i gang som en del af efterårskonceptet HØST. Her er natur, kultur, gastronomi og fællesskab omdrejningspunktet.

”For butikkerne, spisestederne og turismeerhvervet har det stor betydning, at vi også tiltrækker gæster uden for sommermånederne. Flere besøg gennem året er med til at styrke grundlaget for de virksomheder, som skaber liv i og omkring byen. Derfor arbejder vi på at give gæsterne flere grunde til at tage til Svendborg om efteråret – og samtidig give borgerne gode oplevelser lige uden for døren”, siger Søren Brønserud, turist- og eventchef i Svendborg Event & Turisme.

Fra lokale producenter til musik på havnen

I efterårsferien inviterer Kulinarisk Sydfyn og Svendborg Event & Turisme til »Ud i det blå – med smag på«. Her åbner lokale producenter dørene, så borgere og besøgende kan gå på opdagelse blandt sydfynske gårdbutikker og fødevareproducenter møde folkene bag og købe lokale specialiteter med hjem.

På havnen er der aktiviteter for både børn og voksne. Lørdag den 10. oktober kl. 10–14 er der kreativ workshop i Det Maritime Pakhus og koncert med ”Dyr i Drift” kl. 11. Og fra den 15. til den 17. oktober kl. 11–20 rykker madvogne ind i Rundbuehallen til streetfoodmarked. Der er gratis adgang til begge arrangementer.

Rundbuehallen danner også ramme om et HØST-loppemarked med tøj, interiør og brugte fund. Og på Tåsinge kan man tage med etnolog Karen Elberg gennem øens frugthistorie med stop i Troense, ved Valdemars Slot og hos Gurli og Hans Lolk, der driver Lolk Frugt.

Lørdag den 24. oktober kl. 11–16 fortsætter efterårsoplevelserne i Christiansminde. Her kan hele familien samles om bålet, bage snobrød, fange krabber og smage mad tilberedt over ild. Deltagelse er gratis, og snobrød og smagsprøver tilbydes efter først-til-mølle-princippet.

Billede af loppemarked i Rundbuehallen på Frederiksø, Svendborg
Foto: Mads Bordinggaard

Efteråret skal have sin egen plads

HØST er en del af Svendborg Event & Turismes langsigtede arbejde med at udvikle Svendborg som en destination med oplevelser året rundt. Aktiviteterne tager afsæt i det, der allerede kendetegner området: sundet, de lokale råvarer, kulturen og en levende handelsby.

Se aktiviteter, datoer og praktiske oplysninger her.

For yderligere oplysninger, kontakt: