Vores bedste tips til ture i området

Fredag, januar 12, 2018

Hvor længe har du?
To timer, en halv eller en hel dag?

 

En halv dag: Cykeltur til Thurø

Fra Svendborg er det en skøn og meget overskuelig tur på under fem kilometer. Tag Christiansmindestien, der løber helt nede i vandkanten, og fortsæt over dæmningen til Thurø, hvor der er en fin udsigt ind mod Svendborg by. 

Lige på den anden side af dæmningen (og heldigvis inden den stejle stigning!) går en sti ind til venstre. Her kan I fortsætte langs vandet og forbi den smukt beliggende Thurø Kirke, hvor forfatterne Tom Kristensen og Karin Michaëlis ligger begravet.  
På den anden side af Thurø by ligger den lille Gambøt havn med de karakteristiske gamle fiskerhytter og stejlepladsen foran. Her er der en fin udsigt ind i Thurø Bund. En naturskabt havn, hvor der i træskibenes storhedstid kunne ligge op mod 100 store skonnerter side om side.

Smørmosen og Thurø Rev

Fra Gambøt er der godt tre kilometer ud til stranden ved Smørmosen. En skøn sandstrand med badebro og et grønt område bagved med spisepladser og legeredskaber til fri afbenyttelse. Her er også en sjov og original minigolfbane og en kiosk, hvor man kan købe is og grillmad.
Lidt længere mod syd ligger naturområdet Thurø Rev, en strandeng med vadefugle, der gennem mange år er blevet afgræsset af heste, kreaturer og får.

Del denne side