
Påske i Svendborg - den naturvenlige guide
Påskeferie er lig med tid til at komme ud at mærke den danske natur, og nyde den klare friske luft. Der er højt til himlen, kvidrende fugle og skovbunde dækket af anemoner. Tag til Svendborg og oplev den sydfynske natur, og lad dig inspirere til måder at være i naturen på med denne guide.
Lej en båd og sejl en tur på Sundet
April er måneden hvor Sydfyns Bådudlejning skyder sæsonen i gang igen, og de står derfor atter klar på havnen til at leje både ud til byens gæster. Snyd ikke dig selv for en uforglemmelig sejltur i smukke Svendborgsund.
Hvornår: Åbent alle dage i påsken kl. 10:00-20:00

Foto:Sydfyns bådudlejning
Kajak i Det Sydfynske Øhav
At ro i kajak i Det Sydfynske Øhav bliver af kajakroere fra hele landet fremhævet som et af de bedste farvande, de har roet i. Øhavet byder på smukke kyststrækninger og masser af småøer og beskyttede bugter og vige og på strande og lavt vand, hvor kajakkerne nemt kan trækkes op på land til et hvil eller en overnatning. Der er gode muligheder for at leje kajakker, og overnatningsmuligheder er der også nok af.

Foto:Knud Mortensen
Lystfiskeri omkring Svendborg
Langs kysterne i Det Sydfynske Øhav er der mulighed for unik fiskeri efter havørreder. Og i løbet af foråret varmes vandet langsomt op, og først kommer hornfisken og senere makrellen også til de sydfynske kyster. Der er korte afstande i Det Sydfynske Øhav, og det er derfor nemt at skifte mellem fiskepladserne, når vejr og vind ændrer sig.

Foto:Daniel Villadsen
Dykning i Det Sydfynske Øhav
På Øhavets bund har mange skibsvrag endt deres dage, og det betyder at der er rigtig mange gode dyk i vente, når du besøger Svendborg og Det Sydfynske Øhav. Et spektakulært vragdyrk er den gamle færge, M/F Ærøsund, som blev sænket i 2014, og lige ud for Valdemars Slot på Tåsinge ligger der fire tyske motor-torpedo-både, som også er et dyk værd.

Foto:SvendborgEvent
Cykling omkring Svendborg
Hvis du er til cykelture, så er Svendborg er ideelt udgangspunkt. Her er bløde bakker og kyststrækninger med den smukkeste udsigt og du kommer forbi idylliske bindingsværkshuse, åbne marker og skove der i påsken står smukt og er lige ved at springe ud. På vores VisitSvendborg app har vi lagt 8 cykelruter ind alle omkring 20 km. Du kan downloade app på App Store og Google Play.

Foto:Knud Mortensen
Mountainbiking på Sydfyn
Svendborg fungerer som et godt udgangspunkt for mountainbiking på Sydfyn. Kun et stenkast fra både strand og midtby finder du Svendborg MTB-spor, som har ”fun-factor” i højsædet, og hvor der både er et rødt loop for den øvede og et blåt loop med masser af flow. Vil du ud med din mountainbike flere gange, er Svanninge Bakker MTB-spor, Skovhuggeren og Pipstorn Skov absolut også spor, der er værd at køre på.
Foto:SvendborgEvent
Vandring
Nyd påsken og foråret ved at gå på de mange vandrestier på Sydfyn. Her er noget for alle – både dig som er nybegynder og gerne vil gå korte ture, dig som er garvet og klar på udfordringer og dig som har børn med, og som har brug for gode, korte ture med oplevelser til børnene undervejs.
Den 220 km lange Øhavssti er den mest kendte sti på Sydfyn. Den er delt op i syv forskellige ruter, og tre af dem har du direkte adgang til fra Svendborg.

Foto:Knud Mortensen
Lokale råvarer fra Høkildegård Landhandel
Efter en dag i den friske luft er det tid til en rigtig god omgang aftensmad. Hvis du har adgang til eget køkken, er Svendborg og omegn stedet hvor du finder gode, lokale råvarer til at sammensætte den perfekte aftensmad i påsken. Tag f.eks. ud forbi Høkildegård Landhandel, hvor dyrene lever et godt og frit liv, og hvor du kan finde kvalitetskød direkte fra gården til både små og store husholdninger. Find alt fra frilandsgrise, lammekød og kødkvæg og hils samtidig på gårdens dyr, eller kombiner det med en gåtur langs naturskønne Syltemade Ådal.
Hvornår: Fredag kl. 15:00-17:00 og lørdag kl. 10:00-13:00

Foto:Høkildegård