Totalteater med meterhøje dukker, smakkejoller i havnen, Odense Symfoniorkester, folkemusikgruppen Basco og Svendborg Ny Ungdomskor, lys, lyd og hundredvis af frivillige dansere og gymnaster fra sydfynske foreninger. Fjeren & Rosen bliver den største teaterforestilling på Sydfyn nogensinde – og du skal da være med! For er der én enkelt kulturbegivenhed, der opsummerer Landsstævnets fællesskabsånd – så må det være Fjeren & Rosen.
Musikforestillingen er baseret på Josefine Ottesens eventyr om Kongen, der forelsker sig i fuglepigen Ea, men må kæmpe mod Dronningen af Dybet for sammen at skabe en fremtid med respekt for hinandens forskelligheder. Igen helt i Landsstævnets ånd. Hovedrollerne spilles af fem gigantdukker. De er bygget med hjælp fra et stort hold af frivillige syere og vækkes til live af et hold frivillige dukkeførere. Den folkekære skuespiller Birgitte Hjort Sørensen lægger stemme til dukkerne og leder publikum gennem historien.
Praktisk info
Fredag d. 1. juli kl. 22:00 - 23:00, Havnepladsen 1b
Lørdag d. 2. juli kl. 22:00-23:00, Havnepladsen 1b