Svendborg Havn

Svendborg - Hovedstaden i Det Sydfynske Øhav

Allerede i 1200-tallet var Svendborg et betydeligt bysamfund, vokset op i ly af den beskyttede naturhavn, en lille bugt, der på det smalleste sted i Svendborgsund skærer sig ind i Fyn.
Fredag, juni 15, 2012
Volde og grave befæstede byen, og mod øst lå kongeborgen Ørkild, nedbrændt i 1534 og i dag en anselig ruin ved lystanlægget Karoline Amalielund.
Borgerne tog livligt del i middelalderens vældige sildefiskeri i Øresund, og det frodige bagland gav yderligere trivsel til handel og håndværk, så der blomstrede et velstående bysamfund op, allerede dengang Fyns næststørste, med to kirker, Sct. Nicolai og Vor Frue kirke ned Torvet og i byens østlige del et nu helt forsvundet kloster med kirke. I sine velmagtsdage en rig stiftelse, hvortil provinsens klosterbrødre ofte stævnede til rådsmøder.
 
Navnet Swineburgh – nævnt i 1229 i det gavebrev, hvormed Valdemars Sejr overgav stedet til sin svigerdatter Eleonora af Portugal – hentyder til en borg, der menes at have haft sin plads omtrent der, hvor Vor Frue Kirke nu ligger. Forleddet tydes som ordet svin, enten vildsvinene eller oldensvinene i omegnsskovene eller de mange marsvin, der holdt til i de stilstødende farvande.
Svendborg fik sine købstadsrettigheder i 1253, og har siden været det naturlige centrum for de fastboende og for gæster på Sydfyn og i Øhavet.
 
I middelalderen var Svendborg en vigtig handels- og håndværker by, bygget op om byens hovederhverv; søfarten. I senmiddelalderen var Svendborg blandt de vigtigste handelsbyer i Skandinavien.
Svendborg er i dag en unik blanding af gammelt og nyt, af søfart, kultur og historie – præget af tidens puls.
Svendborg har bevaret sin gamle bykerne med smalle krogede gader, torve og gårdmiljøer, og er central for oplevelser videre ud i Øhavet med de mange færgeforbindelser, eller med Maritimt Center som udgangspunkt for ture med de gamle træskibe.

Del denne side