©  Foto:

Is fra Skarø

27 beboere har den lille ø i Det sydfynske Øhav. To af dem er Britta Tarp og Martin Jørgensen, der sammen står bag Is fra Skarø. En gourmetis, som besøgende på øen kan smage i den hyggelige, lille iscafé, som parret har indrettet i deres landejendom, der også huser isproduktionen. Men Is fra Skarø er meget mere end det.
- I de smukke omgivelser på øen kan vi slet ikke lade være med at få nye idéer. For eksempel fandt vi ret hurtigt ud af, at vi kan søde isen med sukkertang og saft fra øens birketræer. Det giver en god konsistens og gør, at vi kan skære ned på sukkermængden, fortæller Martin.
Siden har idéudviklingen taget fart, og i dag er Is fra Skarø internationalt anerkendt, ikke bare for deres gourmetis, men især for de is, de har udviklet til landets sygehuse.
- Vi laver velsmagende proteinis til cancerpatienter, der ikke har den store appetit. Vi har udviklet is til patienter, der lige har gennemgået en større operation og derfor har brug for intensiv pleje og sårheling. Senest har vi gransket videnskaben for at finde ud af, hvad der hjælper mod morgenkvalme og har udviklet en særlig is til de gravide kvinder, der er særligt hårdt ramt, fortæller han.
Hele pointen er, at isene samtidig smager godt.
Det er ikke kun landets sygehuse, der har fået øje på de specialudviklede is fra Skarø. Den blå Planet i København, Northside Festival i Aarhus og Singapore Airlines er blandt dem, der har fået designet en særlig is fra den lille ø i Det sydfynske Øhav. På den måde finder isen fra en af de mindste, beboede øer i Danmark på forunderlig vis vej ud i den store verden.

iscaféen på Skarø det første sted, de prøver nye idéer af. Så hvis du kommer mellem 1. maj og 1. oktober, kan du være blandt de allerførste, der smager på de nye, spændende is.